[ Se i normalt vindue ]

Et almindeligt samtaleemne blandt illustratorer og børnebogsforfattere er økonomi. Mange af de udøvende kunstnere lever stort set udelukkende af håndører. En årlig indtægt på under 150.000 kroner efter skat er overhovedet ikke usædvanligt, og det er blevet meget svært at klare sig, hvis man for eksempel ikke får tildelt et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Situationen er forværret væsentligt gennem de seneste mange år, og for nylig er børnebogsforfattere og illustratorer gået til aviserne og de sociale medier med deres kritik. Debatten i avisspalterne i Politiken og på Facebook har været bitter og kulminerede i mandags med, at det lille, men ambitiøse forlag Jensen & Dalgaard meddelte, at de ikke længere vil udgive billedbøger grundet den verserende debat om danske illustratorers vilkår.

Forlaget har været en vigtig fødselshjælper på en lang række prisvindende billedbøger, så det er en ikke ubetydelig spiller, der reagerer på den giftige tone i debatten. Forlaget skriver i sin pressemeddelelse, at ”når vi arbejder med danske billedbøger, tager vi stort set altid penge med på arbejde. Det har vi gjort med åbne øjne, fordi skabelsen af original børnelitteratur er det vigtigste, et forlag kan beskæftige sig med. Skønt vi er et lille, uafhængigt forlag, har vi altid bestræbt os på at honorere vores samarbejdspartnere så godt som overhovedet muligt, så vi altid har været sikre på, at forfattere og illustratorer har fået størst mulig betaling for udført arbejde, uanset at vi selv står tilbage med røde tal på bundlinjen; og vi har altid været tydelige i vores aftaler og forventningsafstemning”.

Reaktionen fra forlaget er måske forståelig, idet de to mest højlydte debattører, Rebecca Bach-Lauritsen og Signe Parkins, begge er udkommet på Jensen & Dalgaard – i øvrigt med prisvindende og prisnominerede bøger: ”Tilsammen tegner de et billede af en usund kultur. Selv i en bogbranche ramt af faldende salg og hård konkurrence er forlagenes udgifter til fastansatte fulgt med inflationen, mens illustratorerne får mindre og mindre,” skriver Politiken.

Det er forståeligt, at et lille forlag som Jensen & Dalgaard, der udgiver bøger på trods af, at deres kalkuler på billedbøger lyser så rødt, at de kunne bruges i et dansk lyskryds, føler sig truffet og uretfærdigt behandlet.

Årsagen til problemerne skyldes i høj grad strukturelle ændringer i måden, bøger købes og distribueres på. Det overser mange af debattørerne, som pludselig skyder boghandlerne i skoene, at de ikke har deres billed- eller børnebøger på hylderne. Så klager boghandlerne gerne over en kam over de små rabatstørrelser, forlagene giver boghandlerne, og pludselig bliver de store skurke i dagbladene og debatten de tilsyneladende utroligt grådige forlag, der for at finansiere deres luksuriøse tilværelse ser deres snit til at franarre de stakkels, uskyldige kunstnere størstedelen af indtægterne og spiser dem af med en latterlig timeløn på 10 kroner for stor, stor kunst.

Men lad os se på forlagenes regnskaber: hvis de ikke har røde tal på bundlinjen, er resultatet så tilpas ringe for langt de fleste forlag, at det ville være mere fordelagtigt for ejerne at investere penge i aktier i stedet for at udgive bøger. Det gælder også Gyldendal, som i Politiken bliver udpeget som en af de grådige syndere.

Samtidig er antallet af boghandlere i løbet af de seneste 50 år faldet fra 590 til i dag 305 (tal fra Boghandlereidanmark.dk). En stor del af konkurrencen kommer i dag fra internetsalg. Det giver sig selv, at boghandlerne er pisket til at fremme de bøger, der kan sælges. Deres regnskaber er heller ikke prangende. Der er simpelthen ikke plads til kunstneriske billedbøger til 299,99 kr. De må fokusere på de mere tv-baserede, kommercielle billedbøger eller klassikere, som for eksempel bedsteforældre kender og derfor køber til deres børnebørn.

Samme decimering er sket af folkebiblioteker. I 1980’erne var der lidt over 1000 biblioteksfilialer; i 2018 omfattede folkebibliotekerne 522 biblioteksbetjeningssteder (tal fra Lex.dk), altså stort set en halvering. For 20 år siden kunne de enkelte biblioteker selv beslutte, hvad de ville købe ind af bøger, og så blev disse bestilt gennem den lokale boghandler, der dermed også havde en rimelig forventning om en indtægt derfra. Nu bliver indkøbene besluttet i store bibliotekscentraler, som køber direkte ind hos distributøren. Altså nul avance til boghandlere. Blandt andet takket være de færre biblioteker og væsentligt bedre internetbetjeningsmuligheder køber man nu ikke længere 1000 til 2000 eksemplarer af en billedbog eller børnebog. Nu nøjes man med 300 eksemplarer, måske 500, hvis det går godt, som så kan distribueres til de enkelte biblioteker efter behov, blandt andet også drevet af ønsket om at fordele indkøbspenge til digitale produkter (film, musik, digitale opslagsværker med mere). De seneste 10 år er faldet i antallet af fysiske bøger på bibliotekerne på hele 23 procent ifølge Bogpanelets årsrapport 2021.

Faste priser sikrede en rimeligt forudsigelig indtægt for forlagene. De kunne udgive en billedbog og vide, at hvis den ellers fik rimelige lektørudtalelser, kunne der sælges godt og vel 1500 eksemplarer. Det gav en nogenlunde håndterbar, men langtfra ekstravagant indtægt til illustratorer og forfattere fordelt på forskud, royalties og bibliotekspenge. Hvis man insisterer på at udgive en bog med så lavt et oplag, kan man stort set kun udgive bogen med et håb om, at omkostningerne bliver dækket ind. Det er realiteten. Og det rammer alle led i bogkæden; fra biblioteker, boghandlere, forlag, trykkerier til oversættere, illustratorer og forfattere.

Det er selvfølgelig interessant, at kulturministeren har nedsat en arbejdsgruppe, der blandt andet skal se på mulighederne for at øge eksportmulighederne for børne- og ungdomslitteraturen. Selvom indsatsen er sympatisk, er jeg en smule pessimistisk i forhold til gruppens muligheder for at finde nye områder, hvor illustratorernes og forfatternes løn- og arbejdsvilkår kan forbedres væsentligt. Det er trods alt en ret så kreativ branche, og illustratorer og forfattere rejser land og rige rundt og holder workshops, foredrag, kurser og alt mulig andet for at kunne betale næste måneds husleje.

Vi kommer ikke uden om, at for at hjælpe litteraturen er det nødvendigt at finde løsninger, der hæver oplagene for de trykte bøger og sikrer deres udbredelse. Personligt tror jeg ikke, at det at fjerne momsen på bøger i væsentlig grad vil ændre på oplagstallet.

Det kan ikke uden videre forventes, at folk da vil købe væsentligt flere bøger, end de plejer. Ser man på udviklingen i løbet af de seneste 20 år, er antallet af mennesker, der køber bøger på årlig basis, nogenlunde stabilt jævnfør Bogpanelets årsrapport 2021. Det eneste, der for alvor vil ændre tingene til det bedre, er, hvis det offentlige beslutter sig for at købe flere bøger, gerne på en mere distribueret måde, og desuden at man sikrer, at formidlingen af bøger til børn og unge øges. Det kræver større bevillinger til skole- og folkebiblioteker. En stærkt udvidet og langt mere generøs adgang til arbejdslegater ville også være hensigtsmæssigt. At vedligeholde dansk skriftkultur kræver ærlig talt en betydelig direkte og indirekte statsstøtte.

I stedet for at kaste smuds på forlag og boghandlere bør alle aktører slå sig sammen for derved at forbedre branchens generelle vilkår. At suboptimere de enkelte faggruppers indtjening giver simpelthen ikke mening og forringer evnen til at finde varige løsninger. I allersidste ende er det, der i virkeligheden er på spil, sikring af enestående og vigtig litteratur til børn, hvor den samfundsmæssige betydning deraf alt for let og ofte overses.

Damian Arguimbau har udover at være børnebogsanmelder på Kristeligt Dagblad arbejdet som litterær agent, børnebogsredaktør, oversætter, forfatter og forlægger. Han sidder i Kulturministeriets prisudvalg for illustratorer.

2024-05-01