Forfatterliv

Publiceret i Weekendavisen

De langsomme forlag - eller var det forbindelsen, der røg?

For rigtig mange år siden sad jeg som redaktør på et forlag og havde blandt andet ansvar for den indledende modtagelse af manuskripter. Det var utroligt, hvad folk fandt på at sende: pensionister, der ryddede op, sendte deres gamle, håndskrevne skolehæfter til forlaget, til tider ledsaget af deres barnebarns tegninger. Der var også en del mennesker, der sendte deres forældres håndskrevne historier, som de havde fået læst op som barn. Der var skam også rigtige forfatteres værker iblandt. I tilfælde af, at forlaget af uransagelige årsager ikke havde lyst til at udgive manuskriptet, forventede alle naturligvis et sagligt brev tilbage, hvor forlaget høfligt og præcist beskrev, hvorfor man fik et afslag.

I begyndelsen var jeg omhyggelig og samvittighedsfuld, men det var godt nok træls arbejde, og et par uger senere måtte jeg anskaffe mig en radio for ikke at falde i søvn under arbejdet. Men som tiden gik, måtte jeg nå frem til den erkendelse, at et standardbrev var tilstrækkeligt til de folk, der savnede evnen til at vurdere deres egne kunstneriske evner. Ellers ville jeg aldrig blive færdig, for der landede vitterlig mere end hundrede manuskripter om måneden på forlaget. Indimellem var der modtagere af disse standardbreve, der ringede og var meget sure.

Set med de øjne er det måske ikke underligt, at det at sende et manuskript til et forlag er forfærdeligt for mange forfattere. De konkurrerer tidsmæssigt med en pokkers masse amatører. Forlagene er ofte to-tre, nogle gange fire måneder om at svare, og så tillader redaktørerne sig oven i købet at være fornærmede, hvis man som forfatter rykker for svar. Det overrasker næppe nogen, at jeg har en del venner og bekendte, der skriver eller tegner bøger og oven i købet prøver at leve af det. Det sidste ophører aldrig med at aftvinge en vis respekt, da det oftest er ensbetydende med at leve på et eksistensminimum, medmindre man er godt gift eller vildt produktiv. Når de sender et manuskript til et forlag, ringer de naturligvis til redaktøren - de kender jo vedkommende på forhånd, så det er ikke noget problem. Redaktøren har tilsyneladende et standardsvar til den slags forfattere (medmindre der er tale om en eller anden kändis, der altid sælger stort): Jamen, det lyder dejligt, du får svar inden for den næste måned.

Nu skal man forestille sig, at forfatteren har brugt et års tid af sit liv på at skrive den pågældende bog. Vi er langt væk fra det håndskrevne skolekladdehæfte, der lander i indboksen: der er tale om et manus, skrevet af en professionel forfatter på en computer og printet på en laser- eller blækprinter på 80 gram papir. Det er klart, at sådan et manus skal læses, så redaktøren lægger den på sin »skal læses« hylde. Måneden går. Redaktøren har mange opgaver, og han får den ikke læst i arbejdstiden. Når vedkommende går hjem, har han fri og gider ikke læse manuskripter.

Forfatteren har sat et kryds i kalenderen. Præcis tre dage efter, at måneden er gået, ringer han til redaktøren. Redaktøren lover svar inden for en uge. Ugen går og næste med, og forfatteren tøver med at ringe, for var der ikke en tone af irritation i redaktørens stemme sidst, de talte sammen? Nu er der dog gået lang tid, og forfatteren ringer så alligevel. Han får ikke fat i redaktøren, men lægger besked. Man tror, det er løgn, men dette sker hele tre måneder, alt mens redaktøren lover at vende tilbage inden for kort tid (beviser for forløbet haves!).

Til sidst fortvivler forfatteren og sender manus til næste forlag. Samme situation opstår og tre måneder senere sender forfatteren manuskriptet til tredje forlag. Med lidt held går det bedre her. Hvis de siger ja, vil det tage minimum seks måneder, før bogen udkommer. Gad vide om Agatha Christie nogensinde havde fået udgivet en bog, hvis afslagene kom så sent efter manuskriptets modtagelse (hun fik hele 5 afslag før hendes første bog udkom)? Forestil Dem at vente næsten to år på at få penge for et manus, man brugte et år på at skrive. Hvad skal man leve af indtil da?

Forlagene gider ikke bruge tid på manuskripter, der sendes til flere forlag, siger de tydeligt til forfattere. De bliver blacklistet, hvis det opdages (medmindre der er tale om kassesucceser). Med ovenstående in mente er det nok ikke så underligt, at litterære agenter anbefaler forlagene, at det er agenterne, der ligesom i udlandet, påtager sig screeningen.

For litterære agenter har fundet ud af, at forfattere er kunder i lige så høj grad som læserne. I alt fald er den langsomme processeringstid hos forlagene fuldstændig ude af trit med tiden. Det skyldes en uvillighed til enten at effektivisere processen eller at afgive kontaktfladen til litterære agenter. Så undrer det ikke, at forfatterne oftere og oftere vil finde andre udveje end at gå via de etablerede forlag. Når e-bogen for alvor slår igennem, skulle forlagene gerne kunne svare forfattere på under en uge - ellers er det meget nemmere at udgive bøgerne selv.