Bogmomsen på numsen

Publiceret i Weekendavisen

Kommentar. Svenskerne sænkede bogmomsen og hvad skete der?

INDIMELLEM er der en eller anden – typisk humanist eller forlægger – som plæderer for, at bogmomsen bør sænkes. Interessant er det derfor nu, at svenskerne netop har offentliggjort en rapport, der evaluerer bogmomsens nedsættelse. Den 1. januar 2002 sænkede Sverige nemlig bogmomsen fra 25 til 6 procent. Den svenske regerings erklærede mål var at sørge for, at folk inden for alle sociale grupper fik læst mere. Resultatet er ikke opmuntrende: prisfaldet blev tilsyneladende delvis slugt af især forlæggerne, der satte engrospriserne op over for boghandlerne. Således faldt bogprisen kun med 7 pct. i snit.

Det betyder at en bog, der før ville have kostet 200 kr. nu er 14 kr. billigere. Det rækker kun lige knap til en is. Gennemsnittet dækker over, at skønlitteraturen fik den største prisnedsættelse, mens faglitteraturens priser steg markant. De eneste forbrugere, der kunne glæde sig, var dem, der var medlemmer af en bogklub, eller som købte deres bøger via nettet. På disse to segmenter faldt priserne mærkbart – altså med hele 20 kroner for en bog til 200. Lad os sige det som det er: Prisfaldet er ikke stort i kroner og øre. Ikke så stort, at det ligefrem er værd at valfarte til Sverige efter bøger.

Det primære mål for momssænkningen blev altså ikke nået: der var ikke flere mennesker blandt alle sociale grupper, der købte en bog. Resultatet var relativt forudsigeligt: de, der købte bøger i forvejen, købte bare lidt flere bøger. Og det skriver den svenske rapport også så smukt på klingende svensk: »Kommissionen bedömer att effekterna av momssänkningen på bok- och tidskriftsområdena varierar men i stort motsvarar vad som kunde förväntas av reformen.«

Måske er det mit svenske, der ikke er godt nok, men altså – skal man forstå det sådan, at målet var urealistisk fra begyndelsen? Eller var det sådan, at forventningerne ændredes efterhånden som de statistiske resultater strømmede ind? Hvordan kan man være så blåøjet, at man først sætter sig ét mål: at få flere til at læse. Og så vælger en strategi, som man på forhånd ved ikke vil hjælpe én til at opnå målet? Måske skal man være svensker for at forstå logikken. Jeg opgiver.

MEN den svenske rapports sjoveste islæt er dog den lille krølle, som doktor-anden Pamela Schultz Nybacka giver projektet i sin søde artikel om sit projekt Bookonomy. For egentlig ved vi jo godt at det er lidt fy som humanister ligefrem at anbefale folk at forbruge: »KØB BØGER, mand.« Det er jo det, som regeringen i virkeligheden siger, når de sænker bogmomsen: »Det er godt for jer, ikke. Kom nu, kære små. Tag nu en bog. Og tænk så på de små analfabeter i Afrika og Vollsmose, der ikke kan læse.« Næ – den går ikke, vel kære læser? Man kan jo ikke diktere, at folk skal ud og spendere penge på bøger på den måde. Dels er det kapitalisme og det er yt – ligesom product placement på tv og i skolebøger.

Og alt det andet afsætningsfis med priselasticitet og udbud og efterspørgselskurver og alt det der hænger heller ikke sammen med det skrøbelige, følsomme og ældgamle kulturbegreb.

Men det er vel rigtigt, det der med de små analfabeter og at det er godt for os at læse. Jo – der er jo noget i det. Måske skal det bare pakkes ind. For os der læser, vi ved vel bedst, ikke? Det er os, der ikke ved, hvordan man holder lige på en skruetrækker, men som godt ved, hvordan IKEA-skabet teoretisk set skal skrues sammen. Og hvis det skal lykkes at agitere for bogsalget med god humanistisk samvittighed, så må der findes en forklaring på, hvorfor bøger er anderledes. Ellers var der vel ingen grund til at sænke momsen lige præcis på bøgerne fremfor på brød eller motionscentre eller cd’er eller biografbilletter eller kæledyr.

Det må der laves en ny teori på og det gør Nybacka, så man får tårer i øjnene af kulturel næstekærlighed: ja hun fortæller os, at det faktisk er sådan, at begæret efter bøger og læsning ikke på samme måde som med andre varer kan sættes på formel i økonomisk forstand. Næ – vi, der læser og har mange bøger, er skam noget særligt og ikke mindst klogere. Og så kan vi vel lige så godt få bøgerne en tyver billigere.