Farlig kunst

Skvulp. En kunstbog for børn om skulpturer og installationer   af Schmidt, Finn Lykke  
32 sider. 148 kr. Forlaget Klim.
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Iversen, Bo Odgård
Stygge streger - En kunstbog for børn   af Jensen, Louis  
illustreret af Bo Odgård Iversen, Bodil Nygaard, Cato Thau-Jensen, Irene Hedlund, Jørgen Stamp, Mette-Kirstine Bak, Mette Brahm Lauritsen og Søren ­Jessen. 48 sider. 298 kr. Forlaget Klematis.
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Iversen, Bo Odgård

Kunstværker for børn Skal kunsten bide eller ae?

Det kan være noget af en udfordring at tage børn med til en kunstudstilling. Hvordan forklarer man børn et værk som Bjørn Nørgaards Hesteofring, som består af 112 syltetøjsglas med dele af en hest, præpareret i formalin, fra den kunstneriske happening, der skabte skandale i 1970? Skal man overhovedet præsentere liget af en hest for børn? Skal man fortælle om Vietnamkrigens slagtninger og dennes relation til den hjemlige hesteofring? Ordkunstneren Louis Jensen har lavet et kort prosastykke med en for børn mindst lige så skræmmende nyfortolkning, som Bo Odgård Iversen efterfølgende digter videre på med sine streger og farver. Louis Jensens prosastykke hedder »Frokost« og slutter således: »Syltet ser mine blå øjne på verdens vidunderlighed. /Min mor fødte mig. / Nu spiser min far mig. / Jeg hedder det elskede barn!«

Det understøttes fint af Odgård Iversens syltekrukker, hvor man kan finde labels påtrykt tekster som »Øjne i egne tårer«, »My little pony« og »Ører i sød voks«. Der er ikke lagt fingre imellem (de er alligevel blevet spist). Det samme gælder Jensens fabuleren over Kviums »Double Brown«, som her kommer til at handle om at slå sine forældre ihjel. Ikke noget for sarte sjæle. Så titlen »Stygge streger« er yderst velvalgt. Det er en eminent billedbog om kunstværker udstillet hos ARoS fra Klematis forlag, der vækker nysgerrighed og frygt på samme tid. De fleste af illustratorerne, herunder Bo Odgård Iversen, gør det fremragende. Ultraekspressive Jørgen Stamp fortjener næsten mere end Peter Bonde at hænge på museet. Cato Thau-Jensen går sirligt uden om genitalierne i sin illustrative videredigtning af Richard Mortensens »Erotikkens Mystik«. Men hans barnlige illustrationer på anderledes foruroligende sirlige stregtegninger, viser masser af vrede, væmmelse og en vis portion angst over for den for børn så fremmede tanke om erotik.

Interessant er, at de originale kunstværker, som der digtes videre på, egentlig ikke er så fremtrædende. Dette i modsætning til Skvulp, som er forlaget Klims bud på en kunstbog også om værker hos ARoS - og i øvrigt den tredje i serien.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret