Der går en hårfin grænse mellem det morsomme og det totalt pjankede. Den grænse overskrider Manu Sareen uden tøven i sin serie om Iqbal Farooq og hans indiske familie, der nu er nået til sit tredje bind. Manu Sareen er ikke blot selv inder, han er også integrationskonsulent og politiker for Det Radikale Venstre. Det kan derfor ikke overraske, at den opgang, hvor Iqbal Farooqs familie bor, i sig selv er én stor integrationsmæssig udfordring. Vi møder her alle typer, lige fra den lalleglade Mister Katanga, der er glad for tjald, til det nationalistiske og klart karikerede medlem af et yderliggående parti på højrefløjen, Hr. Wibrandt. Han så gerne alle beboerne i opgangen fise tilbage til, hvor de kom fra. Inklusive den efter egen mening nirvanafrelste Christian Visvander Arun Burundi Jacobsen fra stuen til højre. Men selv om alle spiller en rolle i historien, er det som altid Iqbals lillebror Tariq, der sætter fut i handlingen. Han har en særlig evne til at få fysiklokaler til at springe i luften. Som i tidligere bøger er det Iqbals svindler af en onkel, der udnytter drengenes viden til at indgå dubiøse aftaler, der bringer ham i fedtefadet. Her handler historien om en computerchip, der angiveligt vil kunne løse verdens energiproblem. En terrorbande kaldet »Imamer i Pyjamas« vil gerne have fat i den. Men det vil de langt mindre kvikke, men lige så skrækindjagende Helles Øgler også. Onklen vil sælge chippen til Stein Bakker fra Congokiosken, men bortføres af imamerne og så må Iqbal og Co. forsøge at rede trådene ud. Denne gang får de følgeskab af Eqoq fra Grønland, en ny klassekammerat, som ikke taler dansk, og hvis væsentligste bidrag til historien er en lang række grønlandske slangudtryk, som desværre mangler i ordlisten bag i bogen (hvis det da er relevant at vide at »qaa iluami, usuk« betyder »tag dig sammen, tissemand«...). Nu hjælper det heller ikke, at Eqoq på grønlandsk slang betyder »bremsespor«, hvis man skal tro mevas.dk´s online slangordbog.

Som radikal politiker er fristelsen for stor for Manu Sareen: han gør tykt grin med politiet, den generelle frygt for indvandrere, rockerne, Stein Bagger og især med det yderste højre. Noget af det virker. Billedet af Hr. Wibrandt, der på Rådhuspladsen forsvarer Danmark fra en imaginær invasion fra Island med en kasse stjålne bazookaer fra Antvorskov kaserne, er uforglemmelig. Historien er relativ tynd, men det forhindrer den egentlig ikke i at give læsere fra 10 og opad en på opleveren så længe den varer. Noget af en bedrift for en så pjanket bog!