Børnepoesi med budskab

Bette og Bjerg - Bjerget af kager   af Sakura, Tina  
32 sider, 229,95 kr. Gyldendal.
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Bartholin, Hanne
Bette og Bjerg - Rumtænnisten   af Sakura, Tina  
32 sider, 229,95 kr. Gyldendal.
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Bartholin, Hanne

At lave vellykkede billedbøger kan være rigtig svært, men når sprog og billeder går op i en højere enhed, er det ren poesi.

Det er sværere at skrive billedbøger, end de fleste forestiller sig.

Sproget skal være kort og præcist, ganske som i lyrik, og må samtidig ikke tegne de billeder, som illustratoren skal stå for. Illustratoren har også en svær opgave, for vedkommende skal digte med på teksten og understøtte stemningen, så billederne og teksten kan blive til et hele. Ikke sjældent må forfatteren forkorte sin historie og fjerne elementer fra den, hvis disse samtidig bliver præsenteret af billedet. Der er ingen grund til gentagelser, når man kun har få sider at gøre godt med. Også selvom målgruppen er børn i oplæsningsalderen, som vi skal se i det følgende.

Tina Sakura Bestle har et særegent, drømmende og legende sprog, dog til tider grænsende til det noget søgte og selvhøjtidelige. Det passer meget fint til Hanne Bartholins streg, for hun er om nogen en mester til at skabe bløde, fyldige drømmebilleder.

”Bjerget af kager” starter således: ”Bagning er magi. Mel og æg og kokos. Skåle og måle og elpiskeren, der lyder gnaven. Bette nynner. Så går sangen ind i kagerne, og man kan smage det og mærke den sang i sig.”

Det er poesi, og Bartholin kan vise et bjerg af kager på tværs af siderne, med Bette, der må hejses op for at få den sidste øverst i bunken. Bjerg spiser alle kagerne, mens Bette ikke ser det. Kun én er tilbage, og den laver Bette en fælde med. Selvfølgelig lander Bjerg i fælden. Det viser Bartholin, ikke teksten, der lader Bjerg brødebetynget fortælle, at han skam tænkte på Bette hele tiden: ”Jeg tænkte, ej, hvor er Bette altså bare god til at bage”. Det formilder ikke Bette helt, men det ender godt.

Deres ”Bette og Bjerg – Rumtænnisten” starter med et ”Hov!”, hvor dyrene Bette og Bjerg, der godt kunne ligne noget i retning af et par bjørne, sidder på toppen af en bakke og ser ud over skoven i aftenskumringen. Bette har fundet en blomst, som bestemt ikke var der før. Den er mystisk, og Bette dømmer den straks til at være en rumtænnist, altså en rumtingest. Bjerg griner bare af Bette, hvilket får Bette til at gå ud i natten, ”væk fra det bjerg af dumhed”. Selvom himlen er smuk, så er skoven bare mørk og uhyggelig om natten, så selvfølgelig bliver Bette glad, da Bjerg dukker op. Billedbogen slutter med en dans med en blomstergrammofon, hvor lyden naturligvis har gemt sig inde mellem rillerne.

Billedbøgerne om Bette og Bjerg handler om konflikt og venskab. De to prisbelønnede kunstnere præsenterer det hele for os, så det er til at forholde sig til, men med tilpas tvetydighed og følsomhed, at det er til at få en samtale mellem læser og oplæser til at opstå og få tanker til at spire. Det er en kunst, som man ikke skal underkende.

En anden kunstner, som hører til mine favoritter, er australske Shaun Tan. Hans mest kendte værk er ”Ankomsten”, som blandt andet har været opført som teaterstykke, og som er en mærkelig og smuk billedbog, der i tegninger fortæller om det at være i et fremmed land.

Hans nyeste billedbog, ”Cikade”, har et stort bogformat, der giver plads til at afbilde de store, grå og ensformige kontorlandskaber, som mange mennesker ifølge forfatteren arbejder i til daglig. Også her er der tænkt meget over sproget, som Cikade kun kan gebrokkent: ”Cikade arbejde i højt hus. Tasteoperatør. Sytten år. Ingen sygedag. Ingen fejl. Tok Tok Tok!”

Cikade arbejder netop som tasteoperatør som eneste dyr og mobbes af kollegerne, der alle er mennesker.

Han er nederst i hierarkiet, selvom han arbejder flittigst: ”Menneske aldrig gøre arbejdet færdig. Cikade altid blive sent. Gøre arbejdet færdigt. Ingen takke Cikade. Tok Tok Tok!”

Billedbogen er æstetisk gennemført, lige fra byens grå beton til skovens væld af farver, med grønt som bærende element. Det er virkelig flot og velkomponeret. Spørgsmålet er blot, hvilken berettigelse billedbogen har. Som historie for voksne tænker jeg, at der mangler en spand nuancer i historien, uanset hvor kunstnerisk bogen opleves.

Man kan godt forstå, at sproget går i opløsning i et uinspirerende kontormiljø, og at mennesker træder på dem, som er anderledes, men er løsningen, at man skal søge hen mod naturen og dets farver?

Bogens kontante leverance får næppe nogen til at vågne op fra deres døs, og som børnehistorie mangler den simpelthen den poesi, der skal til for, at samtalen mellem barn og voksen bliver andet end docerende, med mindre man lidt blåøjet antager, at barnet med bogen i hånden vil stille nok naive spørgsmålstegn ved forældrenes arbejdsliv til, at vedkommende må genoverveje sit metier.

På den anden side er ”Cikade” imponerende prægnant og bliver siddende i hukommelsen, netop på grund af dens kompromisløshed. Som det forhåbentlig er fremgået, er spændvidden i billedbogsgenren stor, såvel i form og indhold som i målgruppe.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret