Åbn øjnene!

Axel og Mus på den store rejse   af Alexandersen, Peter Bay  
68 sider.i stort format. 250 kr. Alvilda
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Alexandersen, Peter Bay

Billedskønt. Fremragende jubilæumsbog fra børnebogsillustrator trækker tæppet væk under læserne.

Peter Bay Alexandersen markerer sit 30-års jubilæum som illustrator med en overdådig og næsten ordløs billedfortælling.

Her tager drengen Axel og hans lille mus på en fantasirejse med skibet Havkatten i året 1588. Onkel Globus har hyret Admiral Giganto og hans besætning, så han kan finde fem skatte: solkrystal-flasken, enhjørningens horn, måneliljens blomst, smaragdfirbenet og sølvhjertet.

Men det er ikke selve historien, der er det mest interessante ved bogen. Det er alle detaljerne i illustrationerne og bogens kæmpeformat, 35 gange 25 centimeter. På alle sider gemmer der sig små overraskelser. På første side ser man en skikkelse, der minder en del om Gandalf, ride mod Gammelhavn, hvorfra skibet skal sejle. På gaderne i Gammelhavn sker der virkelig meget: En mand får en knytnæve i ansigtet, en tyv stjæler en ældre herres penge, men bliver måske opdaget af en soldat, en skorstensfejer råber ad mågerne, mens hans lærling kravler op.

Det kan være udfordrende at læse bogen, hvis man forventer en oplæsningshistorie, for der er ikke den store sammenhæng mellem de enkelte rejseoplevelser. I stedet er bogen velegnet til at fordybe sig i illustrationerne og finde på alskens sidehistorier om alt det, billederne fortæller. Bogens store format gør læsningen temmelig interaktiv, for mange af siderne skal også foldes ud, så man knap kan holde hele bogen åben selv - her må et barn hjælpe til! Nogle af opslagene skal endda vendes på hovedet. Og da bogen er så stor, kan der bekvemt være to eller tre pegende børn på sofaen ved siden af oplæseren.

At der netop er fokus på billedsiden og ikke på teksten, er illustratoren ikke bleg for at pointere i historien: Da mandskabet først er ude at sejle med skibet, dukker skattene op her og der, uden at andre end Axel og hans mus opdager det. Onkel Globus bemærker overhovedet ingenting, fordi han hele tiden har hovedet begravet i sine bøger om, ja, skattene. Han ser derfor slet ikke alt det, der foregår omkring ham, og lægger ikke mærke til de fantastiske landskaber og fantasivæsner, undervejs. Løft hovedet, åbn øjnene, se verden omkring dig, synes Alexandersen at ville sige.

Pointen bliver understreget i slutopslaget, hvor Peter Bay Alexandersen stiller 26 spørgsmål til læseren om det, man har fået øje - eller ikke fået øje - på i bogen. Det er ret genialt, for først dér bliver en plotdrevet læser, men utrænet billedbetragter, tvunget til at bladre tilbage til de enkelte sider og finde ud af, hvor meget han egentlig har overset. Og mon ikke børnene kan huske mere af bogens detaljer end oplæseren af denne fejende flotte fejring af en dygtig illustrators jubilæum?.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret