Feer i fare

Feernes ø 1 & 2, Den gyldne sti & Sjælenes træ   af Bundsgaard, Trine  
Gyldendal. 112 sider.og 130 kr. hver
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Agerbak, Solveig

Ny serie. Feernes ø følger fepigen Aya og hendes kamp for at finde sin særlige, skjulte kraft. Den er både flot og nem at læse.

Feernes ø er en ny fantasy-serie, der først og fremmest handler om den unge fe Aya og hendes familie. Bøgerne er ikke særlig lange, og hvert bind i serien fortæller en afsluttet historie. På mange af siderne er der karakteristiske sort-hvid-tegninger af Solveig Agerbak, som også har arbejdet sammen med forfatteren Trine Bundsgaard på bøgerne om Thea og de andre.

Bundsgaard vandt bogslugerprisen for bogen Thea og chatten, der handler om mobning. Feernes ø er Bundsgaards første bog i den magiske genre, og det er tydeligt, at hun er mere optaget af forholdet mellem hovedpersonerne end af selve det magiske univers. Det er ikke nødvendigvis dårligt, for historierne afspejler på mange måder problemer, de fleste kan genkende fra dagligdagen.

I Den gyldne sti forsvinder Aya og Nolis forældre, som er taget ud for at hente magisk støv i skoven til feernes årlige fest. Uden det magiske støv vil feerne dø, men der er sket et uheld på vejen, og nu er det op til Aya, Noli og Ayas ven Blyr at redde dem. I skoven bor yrfolket, som feerne har været uvenner med i mange år. Ud over redningsaktionen handler fortællingen også om at finde sin evne. Alle feer har nemlig en bestemt kraft, som de må opdage. I første bind er det Blyr, der finder sin evne, til Ayas store misundelse.

I andet bind er feernes gyldne bog forsvundet. Det er en katastrofe, for den indeholder feernes samlede historie. Ayas mor er fængslet, fordi hun har begået en frygtelig fejl, der kan koste alle feerne livet. Men så dukker en yrpige op og fortæller Aya, at hun bærer kraften til at redde feerne.

Er Aya stærk nok til at gøre det, der skal til for at redde sin mor og feerne? Trine Bundsgaard er sluppet godt fra sin første fantasy-serie. Den er let at læse og fanger Ayas tvivl og følelser ganske godt. Der er dog samtidig også en del konflikter, der ikke bliver foldet ud, blandt andet forholdet til feernes leder, Birka, og de to ambitiøse feer, Raul og Marra. Aya kan ikke lide Marra og hendes mand, Raul, men alle andre har stor tillid til dem. Selv hendes forældre udpegede dem til at passe på Aya og Noli, mens de var ude for at finde det magiske støv. Men mon ikke, at lige netop det vil være i centrum i de næste bind i serien?

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret