Døden venter... måske

Dagens katastrofer   af Jackert, Cilla  
Oversat af Ilse M. Haugaard. 184 sider. 230 kr. ABC Forlag
Anmelder: Arguimbau, Damián

Bekymringer. 11-årige Majken forventer en ulykke ved hvert gadehjørne. Men en hund ændrer alt.

Majken er næsten 12 år og besat af bekymringer. I sin dagbog bruger hun tuscher i forskellige farver til at føre et register over de katastrofer, som aviserne skriver om hver dag: »Rødt virkede logisk til mord, [...]. Brunt til sygdomme, lyserød til mishandling og røveri, gult til mishandling af børn, grønt til ulykker...« Det siger sig selv, at Majken ikke har veninder. Hun foretrækker alligevel at holde sig lidt for sig selv, fordi hun kan blive smittet med alskens sygdomme, hvis hun er for tæt på andre.

Majkens far døde for flere år siden, og siden har Majken boet sammen med sin mor i en lejlighed i Stockholm. Moren savner sin mand, men vil samtidig gerne have en ny kæreste. Og så er hun ved at få fnidder af Majkens stædige knevren om død, ulykker og sygdomme.

Bogens handling starter i sommerferien, hvor Majken går derhjemme og tænker på forskellige måder, man kan risikere at dø på, mens moren er på arbejde. Men en dag kommer hendes mor hjem med en lille bulldog. Den er grim og har store runde øjne og en rallende vejrtrækning, så Majken hele tiden tror, at den er døden nær. Hunden Buller skal have mad tre gange om dagen og luftes lige så tit, og det er Majkens ansvar resten af sommeren, har moren bestemt. Hvis ikke Majken går med hunden, tisser den på gulvet. Det er ret ulækkert, så Majken har intet valg: Hun må ud og gå. Hunden er ret nysgerrigt anlagt og en del stærkere end Majken. Takket være den får Majken mødt en række mennesker, som viser sig at have et helt anderledes syn på katastrofer: En kok, der har fået en ny lever opereret ind i sig, men som fik så dårlig samvittighed over at få en andens organ, at han blev et forfærdeligt menneske. Hans redning blev en grim, ildelugtende hund, som havde brug for ham. Og en gammel og lidt skør dame, som kun har kort tid tilbage at leve i, men som overhovedet ikke bekymrer sig om det.

Dagens katastrofer er sympatisk og også meget morsom. Man kommer til at holde af den besværlige Majken, og efterhånden som historien udvikler sig, begynder man som læser at se en sammenhæng mellem morens påtaget glade enkeliv og så Majkens bekymringer. Moren græder nemlig om natten, når hun tror, at ingen hører det. Også hun er ensom, men prøver at være tapper. Men fordi moren vil glemme fortiden, har Majken aldrig fået snakket med hende om farens død. Var det i virkeligheden Majkens skyld, at han døde? En rigtig god bog om ensomhed og sorg, som samtidig er vældig underholdende.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret