Eventyr. Et bundt misundelse og ondskab, pakket med kærlighed og godhed.

H.C. Andersen fik ofte læst op af Tusind og én Nat, og der er ikke meget tvivl om, at »Fyrtøjet« står i gæld til historien om »Aladdin og den magiske lampe«. Dén historie kan man læse i Forlaget Vandkunstens flot illustrerede andet bind af børneudgaven af eventyrene.

Her kan man også finde »Historien om de misundelige søstre«, der lader sultanen tro, at deres lillesøster, som han er gift med, føder henholdsvis en hund, en kat og et stykke træ i stedet for tre kloge, gode og velskabte børn. Sultaninden selv får ikke mistanke til sine falske søstre, selv om hun nok burde have vidst bedre. Som straf må hun finde sig i at tilbringe sit liv i et fængsel ved slottets port, hvor alle, der går forbi, må spytte på hende, indtil forræderiet mange år senere opdages, og de skinsyge søstre halshugges. I »Historien om Djawdar og hans brødre« er det den hjertensgode Djawdar, der bestandig snydes af sine brødre. Så onde er de, at de sælger ham som slave og smider deres mor ud af huset, så hun må tigge mad for at overleve. Djawdar, det pjok, bliver ved med at tilgive sine brødre, og det ender med at blive hans endeligt. Heldigvis bliver han hævnet af sin smukke kone, men desværre alt, alt for sent.

»Historien om købmanden og djinnen« er også en beretning om familiebedrag. Rammehistorien er, at købmanden ved et hændeligt uheld er kommet til at slå en djinns søn ihjel. Tre gamle mænd løskøber købmanden fra dødsdommen ved, at de hver fortæller deres tragiske liv. Det er mærkeligt nok kun de første to historier, forlaget har valgt at bringe. Den tredje mands historie, som i øvrigt handler om hans kones utroskab med en sort slave, springes blot over. Det er et rigtigt dårligt valg, som slet ikke er i tråd med hele ideen i Tusind og én Nat, hvor det netop er meningen, at der skal være fortællinger i fortællingerne. Og så er gentagelsen jo en vigtig egenskab ved eventyrgenren: Når der nævnes tre levnedshistorier, så skal alle tre også være der. Den sidste historie i det foreliggende udvalg er den om Aladdin, som sikkert er kendt af mange, om end originaludgaven afviger væsentligt fra Disneys tegnefilmsudgave. Det er et fantastisk eventyr om en umådelig doven og umoden dreng, der pludselig kommer til penge. Heldigvis har han en god karakter og ender med at gøre sig fortjent til sin lykke. Nogle passager er desuden temmelig morsomme, som da Aladdin ser prinsessens ansigt: »Indtil da var den eneste kvinde som Aladdin havde set uden slør, hans mor. Men hun var gammel og ikke særlig køn, og Aladdin troede ikke, at andre kvinder kunne være smukkere.« Da bogen kun indeholder fire historier, er rammefortællingen, hvor prinsesse Shahrazãd udskyder sin halshugning ved at fortælle historier nat efter nat, ikke inkluderet. Som orientalisten Robert Irwin engang har sagt, så er det et ikke uvæsentligt budskab, at evnen til at fremføre en historie overbevisende kan være med til at sikre en persons overlevelse.

Pointen kommer dog tydeligt frem især i historien om købmanden og djinnen. Historierne i dette andet bind af Børnenes Tusind og én Nat er drabelige, grusomme og spændende. Sproget er bearbejdet og virker mere flydende end i voksenudgaven. Og så er Cato Thau-Jensens illustrationer et scoop. Man kunne næsten fristes til at købe bogen bare for dem. Thau-Jensen strør gavmildt om sig med farver og genopliver noget af Orientens mystik i sine illustrationer. De skræmmende djinner er tilpas uhyggelige og de onde i eventyrene grimme og farlige. Bortset fra undladelsessynden i købmandens historie og enkelte sproglige skønhedsfejl er det en pragtfuld udgivelse, man ikke bør snyde sig for.

2014-11-28

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret