Svenske fortællinger

En sekund i taget   af Nordin, Sofia  
193 sider. Rabén & Sjögren, 2013
Anmelder: Arguimbau, Damián
Olli och Mo   af Lindström, Eva  
24 sider. Alfabeta Bokförlag, 2012
Anmelder: Arguimbau, Damián / Illustrator: Lindström, Eva

Nordisk Råd. Der er høj filosofi og en farlig virus i de svenske bidrag til Nordisk Råds børne-og ungdomslitteraturpris.

Da den svenske kritiker, Magnus William-Olsson, læste Eva Lindströms billedbog, Olli och Mo, var han ovenud begejstret: »Bilderbok lika tung som Borges, Calvino och Gertrude Stein - tillsammans,« skrev han i sin anmeldelse i Aftonbladet. Bogen er den ene af de to svenske bidrag til Nordisk Råds Børne-og Ungdomslitteraturpris. Det er en enkel historie om drengen Olli og formentlig hans mor, Mo. Det er søndag og Mo vil på udflugt, og Olli må modstræbende følge med. Det er Olli, der holder kortet. Et sted holder de frokostpause, og det viser sig, at Mo har glemt pengene. Så må de vaske op, og på vejen hjem farer de vild i en mørk, uhyggelig skov. Heldigvis bor der en dame i nærheden, der giver dem aftensmad. De overnatter dér, og til sidst ender det hele godt, da de omsider når hjem, selv om Olli ville foretrække, at de blev hos damen. De pastelfarvede illustrationer er i sig selv meget flotte, med en lidt mørk undertone.

Det er Olli, der er vejviser gennem hele fortællingen: »Var är vi? roper hun efter en stund. Olli bläddrar i kartboken. - Vi är snart i utkanten av sidan tre.« Og senere, da de er faret vild i skoven, spørger moren igen: Hvor er vi? Hvorpå Olli svarer »Här nånstans«. Men man kan hverken få øje på Ollie eller Mo, og nogle ting er enten på hovedet eller spejlvendt. Olli siger, at kortene er blevet utydelige og at intet længere passer. På intet tidspunkt virker Olli bekymret.

Man kan godt, som Magnus William-Olsson gør, læse billedbogen som en fabel om mennesket, der er faret vild i sin kundskab (kortet), og har svært ved at finde en retning i sit liv. Men det kan med lige så god ret læses som en historie om at tage hjemmefra og vende tilbage igen. Noget af det, billedbøger er bedst til, er at skabe et rum for refleksion. Det skal gå langsomt i billedbøger. Tanker og associationer skal have lov til at blomstre og udvikle sig. Det sker i Olli och Mo. Bogen har ikke en klar morale, man skal bakse med fortællingen for at få mening ud af den, det er en vanskelig billedbog. Den svenske kritiker kan derfor med god ret påkalde sig mystikere og filosoffer i sin tolkning, mens mindre religiøst og filosofisk anlagte anmeldere i stedet kan fokusere på spændingen ved at fare vild, uden at det nødvendigvis behøver at skabe panik.

MEN mens den svenske billedbogskandidat tematisk set flyder lidt afhængig af en læser, så er romanbidraget fra Sverige utvetydigt. En sekund i taget af Sofia Nordin handler om den trettenårige pige Hedvig, der er helt alene i verden. Tilsyneladende er alle andre mennesker i verden døde af en ukendt sygdom. Radio og TV er tavse. I alle huse ligger mennesker døde og på vejen kan man se biler, der pludselig er standset eller forulykket, fordi føreren døde undervejs. Hedvig flytter ind i en lille skolebondegård. På det lille bibliotek finder hun en bog om, hvordan man malker koen og hvordan de øvrige dyr og ting skal passes. Det sværeste er dog ensomheden. Hedvig er en forsigtig pige, der har fået et chok. Hun kan ikke længere lide overraskelser, alting skal være forudsigeligt.

Men en dag dukker den jævnaldrende Ella op, og hun er mere modig og sætter skub i tingene. Først synes Hedvig, at det er dejligt, Ella er dukket op. Men der opstår konflikter, fordi pigerne er så forskellige. Hedvig tænker meget over det praktiske, mens Ella ofte vil huske, hvordan tingene var før katastrofen. Det bryder Hedvig sig ikke om: »Når jeg siger at det er bedst at glemme hvordan det var før, bedst at lade være med at håbe på for meget fremover, siger hun bare: ´ Synes du, ja.´« Sofia Nordin blev inspireret af serien Alone in the wild hvor ekstremfotografen Ed Wardle ville bo alene i naturen i tre måneder. I begyndelsen er han glad og har masser af planer, men i tredje afsnit begynder han at mærke ensomheden så kraftigt, at han græder for åben skærm og efter halvtreds dage må han give op og tage hjem.

Det kan Hedvig ikke. Hun må overleve og gøre sig hård. Det er et meget gribende portræt, og det er vanskeligt ikke at føle sig berørt af historien. Alle føler sig ensomme en gang imellem, men Hedvig gør, hvad hun kan, for at fokusere på sin overlevelse snarere end på sine følelser.

Da det i romanen er to piger, der er sammen, kan Sofia Nordin indgående og uden forstyrrelser beskrive konflikterne mellem de to veninder, så følelserne fremstår skarpere end i andre romaner for børn og unge. Som børnebog fungerer romanen rigtig fint: Den er tilpas kort til, at Hedvigs tanker ikke bliver for meget for læseren. Der er også så få personer i bogen, at det er nemt at overskue børnenes tanker. Men jeg savner et større samfundsmæssigt perspektiv i bogen. Det blokerer Hedvig dog effektivt for. Hun tør ikke tænke på, hvordan alting bliver om lang tid. Kun på dagen i morgen.

En besynderlig ting i bogen er, at det normalt er sådan i robinsonader, at det første den forulykkede gør, er at lave et bål for at trække andre overlevende til sig. Det gør Hedvig ikke, for hun er angst. Den angst for andre forstår jeg måske ikke helt, for som Ed Wardle selv oplevede, er ensomheden klart den største byrde. Langt større end angsten. Endvidere er der ingen mennesker, der har været onde mod Hedvig. Det er »bare« en virus, der har slået folk ihjel. Denne angst er grunden til, at Hedvig ikke handler. Hun tænker, men kommer ikke ud af stedet. Derfor kan man som læser være en smule irriteret på Hedvig under læsningen. Men den skal nok få sine læsere, og bogen er for tiden ved at blive oversat til dansk.

JEG ved ikke, om de to bøger repræsenterer den svenske børnelitterære sjæl. Der er en del lighedspunkter mellem Sofia Nordin og Alfons Åberg serien. Samme underspillede dramatik og en lidt observerende tilgang til livet. Det er de gode til, svenskerne. Til gengæld er jeg ikke så begejstret for deres romanbidrag: Historien er ikke fantastisk original og som dystopi betragtet fokuserer bogen efter min mening for meget på pigernes indbyrdes relation. Bogen er dog kun første bind i en planlagt trilogi, og det kan være, at fortællingen når at udvikle sig mere i bredden i løbet af de kommende bind. Men så skulle svenskerne måske have ventet med at indstille romanen, til alle bind var udkommet.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret