Børnebog. Sprogligt må børn være mere fremmelige på Island end de er i Danmark.

Gerdur Kristny er en af Islands mest produktive forfattere. Hun har modtaget en række priser og været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2012. Hun er en alsidig forfatter, der også har udgivet en række børne- og ungdomsbøger. Kirkegården, som netop er udgivet på dansk af forlaget Vandkunsten, vandt Vestnordisk Børne-og Ungdomslitteraturpris i 2010. Det er en pris, der uddeles hvert andet år til et af tre nominerede værker fra henholdsvis Island, Færøerne og Grønland.

Historien handler om pigen Eyja, der flytter ind i en lejlighed over for en nedlagt kirkegård. Samtidig har faren købt en antik lænestol, som Eyja føler udstråler mørke og ondskab. I lænestolen finder faren en stak gamle breve fra en pige ved navn Halla til en unavngiven ven. De stammer fra dengang den spanske syge ramte Island i 1918. Den spanske syge var en influenzavirus, der endte med at tage livet af over 50 millioner mennesker verden over. Faren elsker lænestolen, men kort tid efter anskaffelsen bliver faren syg.

Hans tilstand bliver værre for hver gang han sidder i den. Det er vel at mærke ikke influenza, han fejler, og hospitalet aner ikke, hvad sygdommen kan skyldes. Eyja kan ikke rigtigt tale med nogen. Hun er lige flyttet og hendes gamle skolevenner taler ikke rigtigt med hende, efter at hun har skiftet skole. Selv om Eyja får nye veninder i sin nye klasse, har Eyja ikke nemt ved at åbne sig. En dag møder hun drengen Sölvi på vejen ud for sin hoveddør. Han går vistnok i en af afgangsklasserne på skolen og er anderledes end nogen andre, hun har mødt. Hun bliver lidt forelsket i ham, og efter kort tid bliver han hendes bedste ven.

Sammen forsøger de at opklare mysteriet om lænestolen. Sölvi er bare ikke helt til at blive klog på og samtidig meget interesseret i Hallas breve. Kristnys historie er ikke helt ligetil. Det er ikke indlysende, hvordan det hele hænger sammen, selv om man hurtigt kan gætte dele af plottet i spøgelseshistorien. Fortællingen starter kun langsomt op. Det er sympatisk, men jeg vil tro, at den noget langsomme start vil hægte mange børn af.

Man er godt en tredjedel inde i bogen, før der for alvor sker noget. I den sidste tredjedel sker tingene pludselig hurtigt. Her opdager Eyja, at hun formentlig er den eneste, der vil sætte en stopper for den ondskab, som lænestolen spreder. For ingen andre vil tro på hende. Det er Eyja, man husker, når man lukker bogen. Det er et kraftfuldt portræt, levende og nuanceret. Hun er en pige, der lever i sin egen verden. Hun er musikalsk og øver sig hver dag på sin fløjte. Hun virker så ægte, at hun næsten føles virkelig.

Sprogligt må børn være mere fremmelige på Island end de er i Danmark. Eller også er oversættelsen temmelig gammeldags. Vendinger som »da vores møbler var anbragt« eller »han havde gennem længere tid talt om at få ledige stunder til at skrive en bog« er hverken tidssvarende eller indgår i sætninger, en ti-årig pige ville sige. Der er andre sjove eksempler, som da Eyja vil have Sölvis mailadresse, så hun kan sende ham »post«. En dansk Eyja ville sige mails. Hun har jo også netop bedt om »mailadressen« og ikke postadressen. Mit islandske er knap så flydende som Skyum-Nielsens, så jeg kan ikke sige, om det er originalen eller oversættelsen, der er outdated, men noget klinger galt.

Kirkegården er derfor en interessant udgivelse, der har sin væsentligste styrke i karakterskildringen, men som sprogligt og tempomæssigt føles for voksen til børn, selv om handlingen klart signalerer børnebog.

2014-04-11

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret