Død for de mindste

Krabledyr   af Dürr, Morten  
32 sider. 230 kr. Carlsen
Anmelder: Arguimbau, Damián
Mig og min Game Boy   af Schwartz, Simonette  
af Nanna Gyldenkærne. 120 sider. 199 kr.
Anmelder: Arguimbau, Damián

Dødebøger. Døden kan i børnebøger både føre til rengøringsvanvid og spillemisbrug.

Døden er trendy for tiden. For kort tid siden var det Oskar K. og Karrebæk samt Henrik Nilaus, der skrev om døden. Nu er det to andre forfattere, der har fokus på emnet. Morten Dürr skriver om film på Børsen og fik rent litterært et meget godt gennembrud med ungdomsromanen Skodfilm.

Skodfilm er en satirisk fortælling om to håbefulde ungersvende, der stik mod alle odds får bevilget penge fra Filminstituttet til at lave en dogmefilm for – på den betingelse, at de hyrer den verdensberømte Frank Heise til at instruere filmen. Uheldigvis dør Frank Heise af en overdosis kokain undervejs, og så kører historien i øvrigt lystigt videre derfra.

Helt så morsom er døden ikke i hans nye bog, Krabledyr, som er henvendt til børn i billedbogsalderen. Den handler om Oswald, hvis mor for nylig er død. Når Oswalds mor har gjort rent, har hun leget, at støvfnug er krabledyr, der skal fanges. Det kunne man gøre med støvsugeren. »Oswald har ingen støvsuger. Men han har en klasker,« som det så prosaisk hedder i bogen.

Oswald bruger tæppebankeren til at slå krabledyrene ned. Da moren dør, er der ingen, der tager sig af støvet, og Oswald begynder at slå løs på alting derhjemme og også i børnehaven, hvor de også har masser af støv. Først da det går op for faren, hvad der er galt, hjælpes de ad med at støvsuge, og harmonien kan igen etableres.

Det giver bogen spændstighed at sammenkoble Gellerts lyse, enkle, livlige og kærlige illustrationer i en ellers alvorlig sammenhæng. Dürrs tekst er ligetil, han kunne dog godt have fået en hel del mere ud af teksten sprogligt ved for eksempel at variere ordet »klask« og »klaskede«, som optræder rigtig mange gange i bogen. Det er en meget nænsom historie om sorgbearbejdelse, som afdramatiserer det dramatiske. Rent psykologisk kan man som voksen læser dog bekymre sig lidt om, hvorvidt moren har givet drengen et livslangt traume i form af rengøringsvanvid.

Svenske Simonette Schwartz’ bog, Mig og min Game Boy, er illustreret af danske Rasmus Bregnhøi. Her er det Maltes bedste ven, Sam, der er død. Malte har siden Sams død stort set gemt sig bag sin Game Boy. Han har ikke andre venner i sin klasse og bliver mobbet. En fredag bliver hans Game Boy konfiskeret af læreren, og da han skal have den igen om mandagen, viser det sig, at den er stjålet.

Samtidig finder Malte Sams briller, der har været væk siden Sams død, og som Sams mor leder efter. Brillerne giver Malte selvtilliden tilbage, fordi han tror, de er magiske, og pludselig kan han både klare alt skolearbejdet og gennemskue skolekammeraternes løgne. Hurtigt finder han ud af, at det er hans værste plageånd, der er tyven. Men alt mens Malte forsøger at løse problemet og få sin Game Boy tilbage, bliver han venner med plageånden.

Historien er troværdig nok, og det hele ender heller ikke i idel lykke, men næsten. Bogen, der henvender sig til de cirka 8–12-årige, er fint illustreret af Rasmus Bregnhøi, der med sine sort/hvide tegninger fanger det essentielle. Det er vist kun Bregnhøi, der kan finde på at tegne både smilene og tårerne samtidig, da Malte og hans nyvundne veninde Sonja står ved Sams grav i slutningen af bogen. Mig og min Game Boy er en livsbekræftende og spændende historie, som man bliver glad for at have læst. Det er, for nu at blive i jargonen, dødgodt gået.

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret