Litteraturanalyse. Socialantropologen, den sokratiske Pippi Rødstrømpe, som en nihilistisk fænomenolog. Eller hvordan er det nu, det er?

DET filosofiske drikkegilde i Villa Villekulla henviser direkte til Platons Symposium, hans lille mesterværk om kærlighed og sensualitet, der efter sigende blev afholdt i året 416 f.Kr. I Symposium lovpriser Alkibiades Sokrates og siger blandt andet, at »man ikke engang tilnærmelsesvis (ville kunne) finde nogen magen til, hvis man søgte.« Og det er jo præcis det samme med Pippi Langstrømpe, skriver de to norske forfattere. En af de mange pointer i bogen er, at Pippi og Sokrates er ét: »at Pippi Langstrømpe muligvis, ja, nødvendigvis er lig med Sokrates, forenet i ironien, er det lykkedes at demonstrere. Når enheden af de to, tilsyneladende så forhåbentlig forskellige personligheder er etableret, ses det altid ´med en næsten ængstende Nødvendighed´,« skriver forfatterne.

Rent litteraturteoretisk er sammenligningen ikke helt tosset: Såvel Pippi som Sokrates stiller irriterende spørgsmål og accepterer ikke umiddelbart givne normer. Det er rigtigt, at de bruger en vis form for ironi i deres måde at håndtere udfordringerne på. Men udover den lille detalje at deres påstand negerer Alkibiades´ påstand, lykkes det forfatterne helt at tabe pointerne på gulvet, når de samtidig gør Pippi til antropolog (via hendes mange skrøner om udlandet); en ubehagelig skarpsindig sprogfilosof, fordi hun opfinder nye ord (spunk, pluttifikation); en fænomenolog, fordi hun møder ting med et åbent sind; en nihilist, fordi hun mener, at værdier er noget det enkelte menneske skaber; og en rødstrømpe af samme kaliber som Simone de Beauvoir. Og det er Pippi alt sammen ypperligt og ukompliceret på én gang.

At de to filosoffer nærer fuldstændig den samme næsegruse beundring for Pippi som Alkibiades har for Sokrates er hævet over enhver tvivl. Måske har de to nordmænd dog været lige langt nok oppe på fjeldet under udarbejdelsen af manuskriptet, og mangelen på ilt på de høje tinder har så resulteret i en meget overstadig og - bevares - lærd bog. Med udgangspunkt i Pippi og Astrid Lindgren tegner Gaare og Sjaastad nemlig et portræt af det, de har kaldt Pippi sapiens, dvs. rebellen, det legende og evigt undrende (filosofiske) menneske, som de synes, at vi alle bør være.

Mulighederne for at bruge børnelitteraturen som et påskud for filosofisk jongleren er righoldige, fordi genren ofte behandler grundlæggende eksistentielle problemer. Det at bruge børnelitteratur som et udgangspunkt for en filosofisk associationsrække kendes især fra Benjamin Hoffs »Peter Plys og hans Tao«, der i begyndelsen af 1980erne var en sand plage, og hvor A.A. Milnes værker blev brugt til at vise, hvordan man ved at efterleve Peter Plys kunne bevare evnen til at være glad og rolig under alle omskiftelser, ganske som en god taoist.

For Pippi gælder det, at hun kan læses og er blevet læst på mange måder (f.eks. Pippi som kommunist: Hun har jo rødt hår og er imod magthaverne - eller som superegoistisk magtgal kapitalist, for hun har mange penge og klarer sig via vold). Set ud fra et børneperspektiv er det nemt at se, at Pippi levendegør det, de fleste børn på et eller andet tidspunkt drømmer om: Pippi er jo alt det, som Tommy og Annika gerne ville være (stærk, ligeglad, uhøvisk) og gør alt det, som de ikke selv tør, men gerne ville (pjække, spise grimt, sige de voksne imod - og endda banke dem).

Men som man også kender fra cirkusforestillinger, så kan jongløren være mere eller mindre dygtig, når han fremviser egne evner på bekostning af de ting, han kaster op i luften. Hoff var dygtig til det. Det er Gaare og Sjaastad ikke. De er alt for ivrige og har så travlt med associationerne, at de helt mister forbindelsen med den litteratur, de underkaster analysen. Det er derfor vanskeligt at tro på, at Lindgren ville have klappet forfatterne »på kinden og bagefter hevet dem i ørerne og truet med at komme og spøge for dem om natten,« som en anerkendelse for deres indsats, som Margareta Strömstedt siger i forordet. Gaare og Sjaastad overfortolker simpelthen fænomenet Pippi Langstrømpe så vildt, at det er højst tvivlsomt om tolkning og værk kan siges at høre sammen overhovedet. Og den slags bør forbeholdes et rigtigt drikkegilde.

2004-07-16

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret