Drømme-poesi-historie. En magisk-realistisk historie for børn og voksne.

Den latinamerikanske magiske realisme blev af den franske forfatter Paul Valéry døbt ”drømme-poesi-historier” allerede i 1930. De latinamerikanske forfattere havde dog længe svært ved at få udgivet deres romaner i deres respektive hjemlande, da den daværende litterære elite fandt deres bøger for vanskelige og virkelighedsfjerne. Den holdning ændrede sig kraftigt nogle tiår senere. Danske børnebogsforfattere har egentlig ikke holdt sig tilbage fra at blande drøm og virkelighed og opgive rationaliteten og kronologien. Navnlig forfattere som Peter Mouritzen, Bent Haller og Louis Jensen har beriget børnebogslitteraturen med en række besynderlige, smukke, spændende, poetiske og til tider kryptiske historier. Men der er stadig ikke mange, der dyrker stilen, for den er vanskelig, og det er kolossalt let at skrive sig frem til et vanskeligt univers forbeholdt de få.

Men det vanskelige kunststykke lykkes til overflod hos debutanten Kamilla Hega Holst i hendes brag af en historie for de 10-12 årige, ”Den sovende sangerinde”. Her ses verden gennem en lille fantasts øjne, men formidlingen sker via en fortæller, der kan lide at kæle for sine sætninger som en dessertkok om sine Petit Four. Hør blot: ”Liv har allerede gået i tre skoler. Hun startede hos vrinskende Viola, der svingede med sin hestehale, mens hun prustede ord ud af næsen. Hele alfabetet fnøs hun ud gennem næseborene, til klassen var dækket af klistret lærdom. Men alle Violas anstrengelser blev vasket væk om aftenen i badet, inden børnene blev lagt i seng.”

Historien er ellers ikke munter, og handler om pigen Liv, der mod sin vilje skal flytte på landet. Allerede i flyttebilen beslutter hun sig for at lukke øjnene og aldrig at åbne dem igen. Men naboen overfor er en jævnaldrende dreng med irgrønt hår, der hedder Nis, og hans stemme fængsler Liv så meget, at hun trods sin beslutning må åbne sine øjne. Nis bliver hendes redning, ganske som hun bliver hans. Men hverken Liv eller Nis er til at blive kloge på. Liv bor på sin egen planet, og hun ser ikke verden helt så sammenhængende som andre folks børn. Nis bor på en naboplanet, og fra hans mund flyder vanvid, vrøvlehistorier og løgne, der dækker over en stor sorg og fortvivlelse. Hans mor er en sangerinde, som er gået i delvis koma efter at Nis’ far er gået fra hende. Han forsvandt simpelthen en sen aften og ”tog hans mors hjerte med sig”. Nis har stort set passet sig selv og moren de seneste seks måneder, og levet højt på sin fantasi og vistnok til dels ved at stjæle den sure nabos grøntsager. Naboen er ”den væmmelige Mugne Madsen, som i dette øjeblik iklæder sig en gul badehætte og en ternet morgenkåbe for at få overstået sit månedlige bad.”

Undervejs i historien kommer Liv også i skole, hvor hun i trods og ganske svedig kommer påklædt i tre lag tøj og nægter at tale andet end vrøvlesproget fra Tingilatum. Noget, der forvirrer lærerinden ganske forfærdeligt, men som snart overgås af Nis tilsynekomst.

Livs far, Karl og hendes mor, Ruth gør egentlig ikke meget for Nis og hans sovende mor før til allersidst, hvor det er ved at gå galt for drengen. Men jo, historien lander på alle fire på trods af de meget høje badutspring. Det er flot litteratur, med sprog, der bugter sig og formes til en lang række billeder og med en historie, der vil noget. En drømme-poesi-historie, der vil glæde de børn, der er ved at opdage, hvor sjovt det er at lege med sproget, og hvis indhold vil interessere de lidt mere tænksomme og drømmende af slagsen. Det er en bog, det vil være en fornøjelse at læse op for den voksne, for man kan ikke undgå at sidde og klukle over de ordsammensætninger og billeder, som Kamilla Hega Holst fremmaner. Må hun snart skrive igen!

2003-02-21

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret